Løse søer i farestald
30. september 2011
Langt de fleste søer går i dag løse i drægtighedsstaldene. Der arbejdes på at også kunne slippe søerne løs i det næste staldafsnit, farestalden.
Svinebranchen har som mål, at søerne på sigt skal gå løse i alle staldafsnit. I dag går de fleste søer allerede løse i drægtighedsstaldene – og fra 2013 vil det være dem alle. Så langt er man endnu ikke kommet i det efterfølgende staldafsnit, farestalden, hvor de drægtige søer farer (føder deres grise) og går sammen med pattegrisene, indtil de fravænnes efter ca. fire uger.
Der forestår stadig et udviklings- og afprøvningsarbejde, før søerne også kan slippes løs i farestalden. Branchen har som en konkret målsætning, at mindst 10 pct. af søerne skal være løsgående i farestalden i 2020.
Udfordringer
- Der er en række udfordringer, som skal løses, før vi kommer så langt, fastslår chefforsker Vivi Aarestrup Moustsen, fra Videncenter for Svineproduktion (VSP).
Først og fremmest skal løsdriftssystemerne være mindst lige så driftssikre, som de nuværende kassestier, hvor søerne står mellem to bøjler, som forhindrer soen i at lægge sig på sine pattegrise.
- Stier til løsdrift i farestalden er væsentlig dyrere at investere i end de nuværende kassestier. Blandt andet fordi de kræver mere plads og dermed større stalde. Derfor er det afgørende for landmanden, at produktionsresultaterne bliver mindst lige så gode som i kassestierne - og gerne bedre - så landmanden kan få økonomien til at hænge sammen, fastslår Vivi Aarestrup Moustsen.
Pattegrisedødelighed
Produktionsmæssigt og dyrevelfærdsmæssigt er især pattegrisedødeligheden en stor udfordring. Der er større risiko for, at soen kommer til at lægge sig på sine pattegrise, når den er i løsdrift og kan bevæge sig rundt i stien, end i kassestierne. Det skal der tages højde for ved indretningen af stien. I første år var udviklingsarbejdet derfor især koncentreret om at ’kortlægge’ søernes adfærd i løsdrift i samarbejde med universiteterne.
- Vi har arbejdet meget med indretningen af stien, så soen bruger den efter hensigten. Det vil sige, at soen æder, gøder og lægger sig de ’rigtige’ steder i stien. Det er med til at begrænse risikoen for, at den lægger sig på sine grise, ligesom det letter det daglige arbejde med at passe grisene, fortæller Vivi Aarestrup Moustsen.
Skal skaleres op
Forskellige indretninger er afprøvet under forsøgsforhold. Derudover har en række besætninger sammen med VSP indrettet et antal stier til løse farende søer, hvor VSP følger produktionsresultaterne, samt hvordan stierne fungerer og de erfaringer, som besætningsejere og personale gør sig i det daglige. I de fleste besætninger er der tale om indretninger i eksisterende bygninger, hvilket ofte har påvirket, hvor store stier der kan blive tale om mm. I et projekt-samarbejde med en række andre partnere, er der indrettet en ny staldsektion, hvor det har været muligt samtidig at optimere på alle delelementer – og det har givet en sti, som fungerer. Sektionen har fungeret i to år, og resultaterne er lovende, bl.a. er pattegrisedødeligheden ikke markant højere end i de tilsvarende kassestier. Men Vivi Aarestrup Moustsen understreger, at der er et stykke vej endnu, før løsdrift i farestalden er klar til brug i større skala.
- Vi mangler endnu at få afprøvet løsdriftsstien under praktiske forhold, dvs. i store besætninger med over tusind søer og et stort personale. Der er et stort spring fra forsøgsbetingelser til praktiske forhold. Her vil mange nye fakto-rer, for eksempel klimaforholdene og logistikken i staldene, også påvirke søerne.
Den menneskelige faktor
Ét er indretningen af stierne i forhold til søernes adfærd og behov, men de mennesker, der skal passe dyrene, er også meget vigtige, for at resultatet bliver godt.
- Der er stor forskel på at passe søer i kassestier og søer, der går løse rundt i farestien. At gå ind i sti til en so på måske 250 kg for at hjælpe den under faringen eller når den har pattegrise, som den vil beskytte, kræver at persona-let kan aflæse soens adfærd, så de ikke risikerer at komme til skade eller at soen skader sine grise, siger Vivi Aare-strup Moustsen.
Løsdrift i farestalden kræver også en mere intens overvågning af dyrene, så man når at gribe ind i tide, hvis en so er ved at blive syg eller opfører sig uhensigtsmæssigt. Derfor bliver der løbende udarbejdet manualer for pasningen, der beskriver de erfaringer, der er gjort og hvordan det anbefales at pasningen og omgangen med dyrene sker.
Andres erfaringer
Erfaringerne fra udviklingsprojekter bliver også delt med interesserede landmænd.
- Vi har meget tæt kontakt med de landmænd, der overvejer løsdrift i farestalden, og stiller al vores viden og erfaring til rådighed, så de har et godt grundlag at træffe deres beslutning på. Og vi får løbende nye erfaringer og viden gen-nem vores afprøvninger, fortæller Vivi Aarestrup Moustsen.
Udover erfaringer fra egne projekter, samarbejdes også med landmænd, som på eget initiativ afprøver løsdrift i farestalden samt med udenlandske kollegaer i bl.a. Storbritannien, Sverige og Norge, hvor der også er mange erfa-ringer med løsgående søer. Erfaringerne fra andre lande kan dog sjældent bruges direkte under danske forhold, da der som oftest er tale om meget mindre besætninger end i Danmark.
- Vi er kommet et godt stykke af vejen hen mod også at lukke søerne løse i farestalden. Det hidtidige udviklingsar-bejde, der for en stor del har været finansieret af fondsmidler, er med til at sikre landmændene systemer, som er gennemafprøvede og driftssikre. Men vi er endnu ikke i mål. Der er stadig udfordringer både i forhold til at teste systemerne under praktiske forhold og i forhold til de mennesker, som skal håndtere systemerne og dyrene. Så der er stadig en del ting, vi skal vide, før vi kan anbefale at slippe søerne løs i farestalden, slutter Vivi Aarestrup Moust-sen.