Danmark i front med løsgående drægtige søer

25. oktober 2011

Danmark er i fuld gang med at omlægge til løsdrift i drægtighedsstaldene. Forud er gået to årtier med uviklingsarbejde støttet af fondsmidler. Og der bliver stadig arbejdet på at forbedre systemerne.

Fra 2013 skal alle drægtige søer gå løse i perioden fra fire uger efter løbning (inseminering) til en uge inden forventet faring. I Danmark blev det besluttet helt tilbage i 1999 og i EU i 2003 med en overgangsordning frem til 2013. Danske svineproducenter er derfor i fuld gang med denne omstilling - i dag er omkring 70 pct. af de drægtige allerede søer i løsdriftssystemer.

Forud for denne omstilling er gået et omfattende udviklingsarbejde, fordi det har været nødvendigt at udvikle helt nye staldsystemer og rutiner til svineproducenterne. Dette arbejde har for en stor del været finansieret af fondsmidler.

- I Danmark startede vi allerede for 20 år siden med at forske og udvikle systemer til løsdrift - længe før det blev lovgivningskrav. Derfor er vi er et af de lande i verden, der har den største viden om indretning af stier til løsgående drægtige søer. Der er i dag en række forskellige systemer, både til nybyggede stalde og til indretning i eksisterende bygninger. Disse systemer er udviklet og testet i samarbejde med mellem Videncenter for Svineproduktion, staldinventarfirmaer og landmænd, fortæller chefforsker Lisbeth Ulrich Hansen, fra Videncenter for Svineproduktion.

Alle problemer er dog endnu ikke løst, så det er et arbejde, der fortsætter.

Rangorden
At lukke de drægtige søer sammen er ikke noget man bare gør. Det stiller krav til både indretningen af stierne og håndteringen af dyrene. En af hurdlerne er, at det er søernes naturlige adfærd at danne en indbyrdes rangorden, når de går sammen i flok. Rangordenen afgør, hvem der først skal æde, have de gode liggesteder, halm mv. – alt det en drægtig so sætter pris på.

- Når søerne lukkes sammen, slås de for at finde deres pladser i rangordenen. Det er typisk de store, gamle søer, der er højt rangerende, mens de unge og knapt så erfarne søer er i bunden af hierarkiet. Her er det vigtigt, at de svage dyr har mulighed for at komme væk og ud af syne fra de dominerende søer. Ellers risikerer de at komme til skade især med ben og klove, som i yderste konsekvens kan betyde, at man er nødt til af aflive dem. Løsdriftstierne skal derfor være indrettede, så der er nogle områder, hvor de svage søer kan gemme sig, fortæller Lisbeth Ulrich Hansen.

Foder
Fodringen er ofte en udfordring, især i de løsdriftsystemer, hvor søerne æder sammen.

- I de systemer, hvor søerne får foderet i trug eller på gulvet, risikerer man at de dominerende søer holder de svage søer væk fra foderet, så de svage ikke får nok at æde. Det øger risikoen for, at de svage søer bliver for magre, hvilket både kan være et problem, når de efterfølgende skal producere mælk til deres pattegrise, og fordi de så lettere får skuldersår, fortæller Lisbeth Ulrich Hansen.

En løsning er at bruge systemer, hvor søerne fodres individuelt. Det kan være i særlige foderstationer, hvor søerne går ind enkeltvis får deres dagsration.

Skal kende stierne
Kendskab til søernes naturlige adfærd er også vigtig, for at søerne bruger stierne på den rigtige måde. Det vil sige at stierne er indrettede, så søerne kan finde ud af, i hvilke områder af stien de skal æde, gøde, ligge osv.

- Vi skal have viden om, hvordan dyrene opfatter forskellige ting i stien, så vi kan få dem til at bruge den som forventet. Det er en anden udfordring, hvor vi er kommet et godt stykke vej, men endnu ikke er helt i mål, fortæller Lisbeth Ulrich Hansen.

Benproblemer
Problemer med søernes ben, f.eks. at de bliver halte eller får skader på klove og ben, er ligeledes en udfordring, der fortsat arbejdes med.

- Vi har meget fokus på, hvordan disse problemer opstår, så vi bedre kan forebygge dem. Der var også benproblemer i de tidligere systemer, hvor de drægtige søer stod opstaldet enkeltvis i bokse, men problemerne bliver mere udtalte i løsdrift, hvor søerne bevæger sig meget mere, siger Lisbeth Ulrich Hansen.

Derfor skal landmanden have fokus på at overvåge søerne, så han hurtigt får flyttet halte eller skadede søer til sygestier, hvor de kan behandles. Desuden bliver der bl.a. lavet forsøg med bløde gulve i de områder af stien, hvor søerne går eller slås meget.

Træning af unge dyr
Der bliver også arbejdet med at træne poltene, dvs. de unge hungrise som endnu ikke er løbet første gang, så de kender løsdriftsystemet, når de lukkes sammen med ældre dyr. For eksempel ved at de går i stier med samme indretning, så de lærer at bruge stierne. I nogle forsøg går der ældre søer i nabostien, og når poltene har lært løsdriftstien at kende, slår man to stier sammen, så de også lærer at begå sig sammen med større søer.

- De lærer, at når de står over for en større so, skal de trække sig, så de undgår at få tæsk. Det ser ud til at fungere rigtigt godt, fortæller Lisbeth Ulrich Hansen.

Denne viden bliver løbende formidlet til landmændene via rådgivningen, artikler på møder osv., så den kan blive brugt i den daglige omgang med dyrene.

Den menneskelige faktor
For løsdriftsystemerne stiller ikke kun krav til dyrene, men også til de mennesker, der passer dem.

- De skal kende mere til dyrenes adfærd og overvåge dyrene, så de tager eventuelle problemer i opløbet. Men generelt landmændene glade for at have søerne i løsdrift. De synes det er rart at kunne gå rundt mellem søerne, og dyrene er generelt nemmere at flytte og at have med at gøre, fortæller Lisbeth Ulrich Hansen.

Spørgsmålet er så, om løsdriftsystemerne også forbedrer dyrevelfærden, der jo er intentionen bag lovgivningskravet.

- For det store flertal af drægtige søer er dyrevelfærden bedre, når de er i en flok og kan bevæge sig og udøve en mere naturlig adfærd. Men vi har altså også en gruppe af dyr, især de unge som også er rangsvage, der har det rigtigt svært i sådan en gruppe. En stor del af vores arbejde er derfor nu koncentreret om at forbedre forholdene for disse dyr, både velfærds- og produktionsmæssigt, slutter Lisbeth Ulrich Hansen.